via EkstraBladet Rabatkoder

Spil ansvarligt – Ludomani

Det er sjovt at spille, og de fleste starter med at spille på grund af den ekstra lille spænding, det kan give i hverdagen. Det er som regel underholdende og måske endda også indbringende at spille, men det er ikke altid lutter lagkage. Der kan være alvorlige faldgruber ved at spille på sport online, og vi vil meget gerne hjælpe dig med at undgå disse. Vi har skrevet lidt om, hvordan du, eller dine nærmeste, kan undgå at blive påvirket af ludomani. Ludomani er i brund og grund en afhængighed af pengespil, som man i sidste ende ikke kan styre. I Danmark er det kun tilladt at spille om penge, hvis man er fyldt 18 år – derfor skal du også logge ind med NemID, når du opretter dig som bruger ved en bookmaker online, som har licens til at drive spilvirksomhed i Danmark.

Hvad er ludomani?

Som nævnt er ludomani karakteriseret som en afhængighed af at spille med penge. Det er ikke nødvendigvis online, men nemheden ved at spille online kan selvfølgelig gøre det ekstra farligt, hvis man i forvejen har risiko for at lide af ludomani. Ludomani kommer til udtryk ved sygelige vaner, impulshandlinger samt perioder med stor spillelidenskab. Ludomani defineres af Verdenssundhedsorganisationen, eller WHO, som ”hyppigt gentagne episoder af spillelidenskab, der dominerer personens liv på bekostning af sociale, arbejdsmæssige og familiemæssige værdier og forpligtelser”, hvilket stemmer helt overens med vores oplevelser af sygdommen. Ludomani kan blive altoverskyggende på en sådan måde, at det kan have alvorlige konsekvenser for både en persons sociale og arbejdsmæssige forhold – og bestemt også økonomiske. Spillelysten vil hos ludomaner altid overskygge de risici, der kan være forbundet med spil, da det altid vil handle mere om spændingen, og en ludoman vil altid jagte den følelse af beruselse, som kan opstå, når man vinder. Ludomanen kan ofte selv godt se, at de har et problem, da det jo selvfølgelig vil have haft en påvirkning på deres liv, men de vil ikke selv være i stand til at sige stop, og derfor anbefaler vi, at du er opmærksom på, om dine venner eller familiemedlemmer kan være i farezonen for at lide af ludomani. I Danmark har man erfaret, at de fleste ludomaner er mænd, og de kan få hjælp hos Center for Ludomani.

Hvordan ved jeg om jeg er afhængig?

Ludomani er en mental lidelse, som kan have store konsekvenser for en persons hverdagsliv og ikke mindst sociale og økonomiske forhold. Symptomerne på ludomani kan være svære at opdage, hvis ikke man er tæt på personen, men der er nogle tegn på sygdommen, som du kan være opmærksom på, hvis du mistænker, at et familiemedlem eller en ven lider af ludomani. Nogle af de tegn ,du kan være opmærksom på, er, om du eller din ven pludselig mangler penge, har ubetalte regninger eller opfører sig ekstra hemmelighedsfuldt over for dig, hvis du spørger ind til netop økonomien, men symptomerne kan også være, at personen forsømmer det sociale, eller hvis de gentagende gange fejrer ting ved at spille eller bruger det som en form for ”afstresning”. En ludoman vil typisk gennemgå flere faser i deres afhængighed, og det er vigtigt, at man fanger lidelsen tidligt, da det ellers kan have store konsekvenser. I værste tilfælde kan ludomanen ende med selvdestruktive tanker efter at have mistet alt – inklusive overblikket.

Hjælp og behandling

I Danmark findes der en lang række behandlingstilbud og -forløb for personer, som lider af ludomani, men som med alle andre lidelser må vedkommende selv være indstillet på at komme af med problemet. Behandlingen vil oftest bestå af en række afklarende samtaler med erfarne fagfolk og terapeuter, som i første omgang kan afdække, hvor stort problemet er. Derefter vil man som regel planlægge et individuelt forløb. Vi har samlet nogle rigtig gode ressourcer til dig nedenfor, hvor du kan læse mere om ludomani eller få hjælp til at finde den rette behandling. Samtidig er der også flere muligheder for hjælp til pårørende af ludomaner, da det ofte også kan være en rigtig hård situation.

Selvudelukkelse fra Spillemyndigheden

I Danmark har vi en streng spillemyndighed, som overvåger branchen samt stiller krav til de forskellige bookmakere, men derudover har de også efterhånden sat stort fokus på ludomani. Spillemyndigheden i Danmark har lanceret en app, der hedder MitSpil. Formålet med appen er at beskytte danske spillere mod ludomani. Du kan ved hjælp af appen teste, om du har et problem med spil og samtidig udelukke dig selv fra at spille online. Appen giver dig også mulighed for at registrere alle dine spil, sådan at du kan få et overblik over, hvor meget du reelt spiller – og ikke mindst hvor meget du taber og vinder!

Vi anbefaler, at du benytter appen til at få skabt netop dette overblik, da det bestemt er nemmere at opdage et problem, hvis det står sort på hvidt. På appen kan du også tage en kort test, som har til formål at afdække dine spillevaner og identificere, hvis der skulle være problemer.

Du kan læse mere om appen på Spillemyndighedens hjemmeside eller hente den fra Google Play eller App Store.

Gode råd fra Center for Ludomani

Ludomani er efterhånden et udbredt problem i Danmark, hvilket også er gunden til, at man har forsøgt at sætte større fokus herpå. Der findes flere forskellige behandlingstilbud i Danmark, hvor folk, som lider af ludomani, kan få hjælp af erfarne behandlere og fagfolk. Som ludoman kan du blandt andet få hjælp i form af længerevarende forløb hos Center for Ludomani, og som regel ser man gode resultater for patienter her. Hvis du mistænker, at du selv eller en du kender lider af ludomani, er det yderst vigtigt, at du opsøger hjælp hurtigt, og vi anbefaler desuden, at du udelukker dig selv fra spil på internettet. Dette kan gøres meget nemt ved at besøge ROFUS’ hjemmeside. Her kan du udelukke dig selv fra at spille online enten midlertidigt eller resten af livet. Tilmelding er anynomt. Når man er tilmeldt hos ROFUS, kan man ikke få adgang til bookmakernes hjemmesider, så selvom det måske kan være fristende at spille igen, er det simpelthen ikke muligt for dig at gøre det ved de bookmakere, som er registreret i Danmark.

Kontakt Center for Ludomani

Telefon: 70 11 18 10
Mail: info@ludomani.dk
Hjemmeside: www.ludomani.dk

Odense: Østergade 42, 5000 Odense C,
København: Fiolstræde 17B, st.tv., 1171 København K,
Århus: Gammel Munkegade 6D, 8000 Århus C

Ludomanilinjen

Ludomanilinjen er et initiativ fra Danske Spil. På LudomaniLinjen.dk kan du finde svar på mange af de spørgsmål, som helt automatisk bliver rejst, når spil om penge i en eller anden forstand bliver dominerende i hverdagen og forårsager problemer. Du er velkommen til at kontakte Ludomanilinjen hvis du er ludoman, hvis du er usikker på om dit spil er ved at tage overhånd, eller hvis du er bekymret for, om en pårørende har et spilleproblem.

LudomaniLinjen kan hjælpe dig ved at give en indikation af, om dit eller din pårørendes spil er ude af kontrol. på hjemmesiden kan du finde gode råd til behandling, videnskabelige fakta om ludomani, hjælp til selvhjælp, behandlingsforløb, vejledning til pårørende og parforløb – alt sammen gratis!

Det er foruden at være gratis helt anonymt og uforpligtende at ringe til Ludomanilinjen.

Kontaktoplysninger:

Telefon: 70 22 28 25

Hjemmeside: www.ludomanilinjen.dk

FAQ - Ofte Stillede Spørgsmål

Jeg er blevet afhængig af at spille - hvad skal jeg gøre?

Hvis du har mistanke om, at dit spilforbrug har taget overhånd, anbefaler vi, at du downloader appen fra Spillemyndigheden, da du her kan få et overblik over dine spil. Dernæst kan du benytte ROFUS til at udelukke dig selv fra spil online – enten midlertidigt eller permanent. Til slut anbefaler vi selvfølgelig, at man søger hjælp hos erfarne fagfolk.

Hvordan selvudelukker jeg mig fra at spille?

Hos ROFUS, som er Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere, kan du udelukke dig selv fra at spille online samt ved fysiske kasinoer i Danmark. Du kan udelukke dig selv både midlertidigt eller permanent, men vær opmærksom på, at udelukkelsen ikke kan annulleres. Registrering hos ROFUS kræver NemID.